Un album hybride qui combine avec brio des samples hip-hop sur un canevas de breakbeats et d’électro harmonieux.

De prijs voor het slimste cd-doosje gaat deze maand naar Oeuf Korreckt, waarachter de Canadees Frederick Blouin schuilgaat. Zijn debuut-album Podweek (No Type) is verpakt in drie stukjes gevouwen karton. Blouin is sowieso een slimme jongen, die al een artikel in het muziekblad Spin had terwijl er nog geen plaat van hem in de winkel lag. Met simpele software maakte Oeuf Korreckt de afgelopen jaren elektronica, terwijl hij luisterde naar platen van de Black Dog, Aphex Twin en Rotterdamse gabber (!). Al die invloeden hoor je inderdaad terug op dit ruwe, rammelende album dat hoorbaar met veel plezier gemaakt is. Een soort best-off van iemand die net zijn eerste plaat uit heeft.

Bag dæknavnet Headphone Science finder man den unge amerikanske musiker Dustin Craig. Craig har, som så mange andre unge, håbefulde elektroniske musikere, hen af vejen fået lagt en masse af sit tidlige materiale ud på diverse mp3-sites, hvor man, hvis man leder grundigt efter, kan følge hans musikalske udvikling fra de første spæde, elektroniske forsøg frem til den lyd, han har udviklet under projektnavne som Subverso og Observatory. Det var da også disse mp3-filer, der for et stykke tid siden fik selskabet No Type til at falde pladask for hans melodiske electronica – så meget, at det gav ham tilbuddet om at indspille dette minialbum.

Headphone Science’s musik kan bedst beskrives som en hybrid af Boards of Canadas flydende, samplerbaserede electronica og Prefuse 73’s mere opklippede hip hop. Albummets seks numre tager alle udgangspunkt i denne grundformel – dog har indholdet et personligt præg på den måde, at Craigs meget åbne og lyse produktion på fremragende vis fremhæver de rullende beatstrukturer, der musikalsk binder numrene sammen. Ellers bæres udgivelsen frem af mærkeligt velkendte beatstrukturer og manipulerede rap-sekvenser – med det enkelte ”men”, at en række små melodi-linier af og til får lov til at kile sig ind og åbne op for et mere nuanceret udtryk.

We Remain Faded er et ganske vellydende, men også langt hen af vejen temmelig irrelevant minialbum. Craig læner sig alt for meget op af sine åbenlyse forbilleder — kun sammenblandingen af deres respektive musikalske udtryksmåder er i grunden hans. Som lytter sidder man i hvert fald tilbage med en fornemmelse af, at Craig har haft så travlt med at få styr på den rent tekniske side af musikken, at han helt har glemt den kreative del. Derfor føjer We Remain Faded sig desværre til den efterhånden lange række af vellydende, intetsigende electronica-udgivelser, der ikke for alvor burde være nået længere end til mp3-stadiet – og som man lidt for gerne fader ned for før de når til vejs ende.

A locale with a wealth of religious, cultural, and environmental backgrounds seems perfectly suited to the rich musical textures of Hildegard Westerkamp’s sonic world. No, it’s not Vancouver, as you might have guessed, but India. Westerkamp’s latest release, Into India, is a much-anticipated disc, given that her last solo disc came out seven years ago.

Westerkamp’s previous music teemed with environmental sounds, from beach noises to forest sounds, from crickets to the fog horns of the Georgia Strait; but Into India embraces the overwhelming density of India’s population. She records the sounds of its citizen’s activities, cultures, and religions.

Into India comprises three individual pieces composed in a five-year period between 1997 and 2002. The first, Gently Penetrating Beneath the Sounding Surfaces of Another Place, uses material Westerkamp gathered from her first trip to India in 1992. It is the most consistently noisy of her Indian works, using sounds of New Delhi and in particular the sounds of the market. Westerkamp was struck by the dichotomy between what she called “the shimmering beauty and grungy dirt and pollution side by side all the time,” and here explores the contrasting sounds, alternating religious and mystical sounding bells and chimes with the chants from the markets and sound of traffic.

The second piece is entitled Into the Labyrinth, referring to a journey into Indian culture and geography. In 2000, Westerkamp travelled throughout India recording sounds of the country for the piece. ln the liner notes she lists eighteen sound sources as her material, and these are easy to follow and identify within the work. Into the Labyrinth benefits from a richer tablet of sounds than Gently Penetrating Beneath the Sounding Surfaces of Another Place and Westerkamp even finds humour in the seemingly endless honking of India’s traffic, creating a piece within a piece for honking horns. A middle passage using the sound of crickets serves as a pause in the endless human voices exhibited throughout this disc.

The third and final work, Attending to Sacred Matters, was composed in 2002. India is birthplace to three of the world’s major religions, Hinduism, Jainism, and Buddhism. It calls itself home to more than twenty religions. This is dwarfed in comparison to the estimated 850 languages still in use in India today. Despite India’s pride in its ethnic, linguistic, and religious diversity, conflict continues to be a major problem. About a third of the way into the work, Westerkamp quotes Vandana Shiva, founder of the Research Foundation for Science, Technology and Ecology, an Indian organization that works for environmental protection. Shiva says, “The real value of water, is the spiritual value of being the very foundation of life.” Westerkamp uses water sounds as a link between passages highlighting the environmental message of the work.

In Gently Penetrating Beneath the Sounding Surfaces of Another Place, Westerkamp reflects on the beauty of the land contrasted with the terrible pollution, in Attending to Sacred Matters, she tackles this pollution head on and challenges India’s rich religious community to pay attention to the destruction of their land and resources. Despite its strong message, her music is never dogmatic. Rather, it is a pleasure to listen to, moving and spiritual beyond the voices of those she recorded.

Blouin, Internet-Programierer aus Quebec, packt seine digitale Lust und seinen Frust nachts in seine Software. Erst nur im Netz veröffentlicht, bietet diese Compi glücklichen Hartkern, charmanten Synthpop und seufzig altbackene Elektronik.

Le premier track (We Remain Faded) mélange breakbeats softs et textures mélodiques sur une cadence assez tranquille, propre à de l’electronica mid-tempo. C’est-à-dire sur une rythmique qui n’exclue pas une certaine langueur du fait de mélodies évasives… Le deuxième titre (Games) est par contre beaucoup plus surprenant. Passée une courte plainte électronique en guise d’intro, une voix hachée menue par un sampler tourne en boucle sur des breakbeats qui sont, cette fois ci, beaucoup plus marqués. Après trois bonnes minutes de ce régime, des nappes apparaissent et le rythme se renforce encore. Les samples laissent transparaître une vague consonance hip-hop qui contraste singulièrement avec l’harmonie nonchalante du clavier. Un étrange mélange, à la magie séduisante, savamment élaboré par un dénommé Dustin Craig qui tente de prolonger l’expérience sur le morceau suivant sans parvenir toutefois à égaler ce pur moment de bonheur, avant de se résoudre à verser dans l’electronica décousue (Air Bubble Material) puis le dub jazzy (To Dine in Distance) et de récidiver enfin une dernière fois (Life Struggles Constant).