Gennem efterhånden en pæn række udgivelser fra fransk-canadiske morceaux_de_machines — duoen A_dontigny og Érick d’Orion, som skaber deres musik gennem en kombination af computere, turntables og specialbehandlede cd’er — fået et renommé som ”The B-Boys of musique concrète”. Nuvel, man kan diskutere, hvor meget musique concrète, der egentlig er over deres udtryk og arbejdsmetoder, ligesom mangen en hip hopper helt sikkert vil få sin burger galt i halsen, hvis han lægger ører til parrets improv noise-frembringelser. Men albummet Estrapade, der er opkaldt efter en middelalderlig torturmetode, er da bestemt en interessant lytteoplevelse, hvor pladespillerens rolle i duoens univers kun bliver forstærket ved tilstedeværelsen af Martin Tétreault og japanoise-legenden Otomo Yoshihide, der sågar har gjort en dyd ud af at ikke at putte skiver på pladetallerkenen!
Yoshihides udtryk har ofte en sælsom, zenbuddhistisk ro over sig, som det dog ikke er lykkedes ham at overføre til denne sammenhæng. Ikke forstået på den måde, at man kastes ud i infernalske støjorgier, for morceaux_de_machines’ musik er faktisk ganske raffineret. Men deres støjopfattelse er klart mere vestlig — centreret omkring interferens-forestillingen mere end idéen om støjen som et billede på tilværelsens enhed af statik og bevægelse. Således består de ni improvisationer, som tilsammen sniger sig op over 75 minutters spilletid, mere af bittesmå temaer, strømme og rytmefragmenter, der med grammofonen og diverse effektbokse som grundredskaber kaster sig rundt imellem hinanden i psykedeliske lydkaskader, der det ene øjeblik kan være voldsomme og katharsiske, det næste spindelsvævsfine og ligefrem smukke. Det hænder, at besætningen ligefrem tryller breakbeats frem af posen, der i passager synes at give de mange lag — som ofte paradoksalt nok arbejder ret perfekt sammen ved at stræbe i hver deres retning — én retning og ét formål, men ellers ligger albummets styrke netop i, at det skaber kaotiske enheder. Kaotiske enheder forstået på den måde, at de scratches, fejlstrømme, effekter og samples, hvert nummer består af, på én gang synes at køre hver deres uafhængige løb og alligevel arbejde sig hen mod ét fælles, naturligt ophør.
Specielt vellykkede eksempler på denne æstetik er dels kludetæppet Fonçage de pieux, der over 11 minutter lader det ene lag overdøve det andet i en smuk, kalejdoskopisk kakofoni, dels den endnu længere Trépanation, der starter som en collage af slingrende, tiltende vinyl for at ende i en stor, krads og alligevel fantastisk kulmination, der i lige dele er free jazz og noise. Men også den skingre, lavmælt hakkende Tromocrates og det anderledes tordnende, dystre titelnummer bør fremhæves som fine eksempler på, at selv ret harsk noise kan rumme subtile lydlige nuancer, og som helhed er albummet at betragte som vellykket, da det lykkes morceaux_de_machines og staben af gæstemusikere, der også inkluderer sampling-specialisten Diane Labrosse, at angribe deres egen egentlige ret stramme æstetik fra så mange skiftende vinkler, at man interesseret bliver hængende til den sidste resonans toner ud.
Tortur er Estrapade bestemt ikke, med mindre man da har en syg idé om, at musik skal være rigtige melodier spillet på rigtige instrumenter af rigtige musikere. Man har hørt bedre og mere interessante eksempler på, hvad man kan få ud af at kombinerere støj og improv — f.eks. netop hos Hr. Yoshihide — men morceaux_de_machines’ nye udspil beviser absolut, at også Canada kan producere noise af en stor både æstetisk og musikalsk relevans.
