Un album hybride qui combine avec brio des samples hip-hop sur un canevas de breakbeats et d’électro harmonieux.

De prijs voor het slimste cd-doosje gaat deze maand naar Oeuf Korreckt, waarachter de Canadees Frederick Blouin schuilgaat. Zijn debuut-album Podweek (No Type) is verpakt in drie stukjes gevouwen karton. Blouin is sowieso een slimme jongen, die al een artikel in het muziekblad Spin had terwijl er nog geen plaat van hem in de winkel lag. Met simpele software maakte Oeuf Korreckt de afgelopen jaren elektronica, terwijl hij luisterde naar platen van de Black Dog, Aphex Twin en Rotterdamse gabber (!). Al die invloeden hoor je inderdaad terug op dit ruwe, rammelende album dat hoorbaar met veel plezier gemaakt is. Een soort best-off van iemand die net zijn eerste plaat uit heeft.

Bag dæknavnet Headphone Science finder man den unge amerikanske musiker Dustin Craig. Craig har, som så mange andre unge, håbefulde elektroniske musikere, hen af vejen fået lagt en masse af sit tidlige materiale ud på diverse mp3-sites, hvor man, hvis man leder grundigt efter, kan følge hans musikalske udvikling fra de første spæde, elektroniske forsøg frem til den lyd, han har udviklet under projektnavne som Subverso og Observatory. Det var da også disse mp3-filer, der for et stykke tid siden fik selskabet No Type til at falde pladask for hans melodiske electronica – så meget, at det gav ham tilbuddet om at indspille dette minialbum.

Headphone Science’s musik kan bedst beskrives som en hybrid af Boards of Canadas flydende, samplerbaserede electronica og Prefuse 73’s mere opklippede hip hop. Albummets seks numre tager alle udgangspunkt i denne grundformel – dog har indholdet et personligt præg på den måde, at Craigs meget åbne og lyse produktion på fremragende vis fremhæver de rullende beatstrukturer, der musikalsk binder numrene sammen. Ellers bæres udgivelsen frem af mærkeligt velkendte beatstrukturer og manipulerede rap-sekvenser – med det enkelte ”men”, at en række små melodi-linier af og til får lov til at kile sig ind og åbne op for et mere nuanceret udtryk.

We Remain Faded er et ganske vellydende, men også langt hen af vejen temmelig irrelevant minialbum. Craig læner sig alt for meget op af sine åbenlyse forbilleder — kun sammenblandingen af deres respektive musikalske udtryksmåder er i grunden hans. Som lytter sidder man i hvert fald tilbage med en fornemmelse af, at Craig har haft så travlt med at få styr på den rent tekniske side af musikken, at han helt har glemt den kreative del. Derfor føjer We Remain Faded sig desværre til den efterhånden lange række af vellydende, intetsigende electronica-udgivelser, der ikke for alvor burde være nået længere end til mp3-stadiet – og som man lidt for gerne fader ned for før de når til vejs ende.