Kafka serveret som iskoldt modernistisk gys af den 83-årige elektroakustiske pioner Francis Dhomont.
Til trods for et af omfang lille forfatterskab, der endda primært består af ufærdige tekster, som han selv ønskede destrueret, kaster Franz Kafka lange skygger helt ind i vor tids kultur. Selvom der næppe kan siges at være meget rock’n’roll over Kafka, har bands som skotske Josef K og amerikanske Gregor Samsa hentet deres navne fra Kafkas univers, og helt ind i dagligdagssproget er han flyttet med begrebet “kafkask”, der ganske vist gerne bruges temmelig overfladisk om snart sagt enhver bureaukratisk situation, men sådan er det jo ofte med den slags begreber.
At Kafka også har haft indflydelse på den mere modernistisk orienterede kompositionsmusik, kan næppe undre, al den stund Kafkas angstfyldte og fremmedgjorte univers resonerer godt med grundtemaerne i denne musik. Max Richter har benyttet uddrag af Kafkas dagbøger til sit mesterværk The Blue Notebooks, og også den ungarske komponist György Kurtág har komponeret med inspiration fra Kafka. For nu blot at nævne et par eksempler.
Det kommer altså ikke som den store overraskelse, at den nu 83-årige elektroakustiske komponist Francis Dhomont kalder sit seneste udspil Études pour Kafka og dér severer tre stykker iskold modernistisk musik med Kafka som udgangspunkt. Men det klæder både ham og Kafka godt.
Hos Dhomont bliver Kafkas univers gjort til regulær horror, måske også mere end godt er. Hvor Kafka gerne er tør og underspillet, får angsten og de mørke blindgyder frit løb i Dhomonts tre lange kompositioner, der fra start til slut lyder som musik til et mareridt.
Allerede starten til åbningsnummeret, Premières traces du Choucas, giver én fornemmelsen af at falde og falde uden ophør, som netop i et mareridt med frysende elektrostrygere i faldende sekvenser, som en malstrøm, der river én ned. Senere følger en kriblende lyd af myldrende mikrotoner. Insekter, der kravler rundt i mørket, eller måske snarere en forvirret løben omkring i Kafkas labyrintiske strukturer? Hyggeligt er det i hvert fald ikke.
På Brief an den Vater tager Dhomont fat i Kafkas berømte brev til faderen. Hvor “Premières traces du Choucas” er et rent instrumentalt stykke med inspiration fra Kafka, er Brief an den Vater mere en egentlig montage, hvor musik og stemmer blander sig. Den instrumentale start brydes gradvist af det gentagne ord “warum?“ Efter et stykke tid forsvinder musikken helt, og vi hører uddrag af Kafkas tekst reciteret helt i forgrunden med klar og rolig stemme af skuespilleren Martin Engler. Denne recitation fordobles efter et stykke tid af en slags “andenstemme” i form af arkivmateriale, hvor Hans Tutschku læser samme tekst op, men lidt forskudt og med en helt andet klanglig fornemmelse. Hvor Englers stemme er myndig og klar, er Tutschkus stemme klippet op, fragmenteret og til tider manipuleres lyden, så stemmen forvandles til ren elektronisk støj. Den klare stemme lader sig flere gange helt opsluge af støjen, men vender dog tilbage i kortere sekvenser, kæmpende for sin overlevelse i et hav af tvivl, skam og selvudslettelse. Et stærkt sindbillede.
På cd’ens længste komposition, den afsluttende over 20 minutter lange À propos de K, er vi tilbage i den mere regulære kompositionsmusik. Her nedsænker Dhomont, inspireret af den drømmende atmosfære i Kafkas fiktive tekster, atter lytteren i dunkle mareridt, denne gang med en næsten gotisk atmosfære med droner, uhyggeligt messende korstemmer og igen disse isnende strygere og kriblende elektroniske lyde, som man genkender fra åbningsnummeret. Siden serveres vi for mystisk og monoton musik, der kunne have passet glimrende som baggrundsmusik til en David Lynch-film, hvor en person bevæger sig længere og længere ned af en mørk korridor i slæbende slow motion.
Dhomont har absolut styr på sine virkemidler. Han kan med sine klangfarver male klaustrofobiske rum og forkrampede følelser, så man i sandhed må gyse. Om man så er enig i denne udlægning af Kafka som lutter selvdestruktion og skyld i gotiske horror-gevandter, er en anden sag. Dhomont hævder selv, at han er farvet af Marthe Roberts læsning af Kafka. Jeg er ikke bekendt med denne, men finder Dhomonts kompositioner lidt for åbenlyst mareridtsfokuserede og lidt for tyngede af modernistisk angst og splittelse. Men man lades bestemt ikke uberørt af denne sjælevandring.
